Om os
Familien Schellerup
Vi er Benjamin og Charlotte, et eventyrlystent par med to skønne piger, en håndfuld firbenede familiemedlemmer og en fælles tro på, at livet er for kort til at lade drømmene blive ved drømmene.
Vi mødte hinanden i København i 2013. Vores første date foregik på en klatrevæg, og måske var det allerede dér, fundamentet blev lagt til det liv, vi lever i dag. For lige siden har vi mødt livet med nysgerrighed, gåpåmod og lysten til at kaste os ud i nye udfordringer. Vi er forskellige på mange måder, men vi deler den samme drivkraft: at skabe et liv, der føles meningsfuldt, levende og fyldt med oplevelser.
Da vi blev gift, lavede vi en særlig aftale med hinanden. Vi lovede, at vi gennem vores liv skulle gennemføre tre radikale livsændringer. Ikke fordi forandring i sig selv er målet, men fordi vi aldrig ønskede at gro fast i en hverdag, hvor drømmene kun lever, når vi sover.
I 2021 blev det tid til den første store livsændring.
Vi pakkede livet i København sammen, sagde farvel til villa, Volkswagen og storbyliv, tog vores to piger under armen og flyttede tværs over landet. Langt væk fra familie, venner og alt det velkendte drog vi mod Midtjylland uden helt at vide, hvad der ventede os. Sådan HELT bogstavligt.
Her faldt vi for en idyllisk gård små 10 minutter uden for Herning.
Det var kærlighed ved første blik.
Gården blev døbt Schellerup Gård – opkaldt efter Charlottes højtelskede mormor, der blev født i Thisted i 1925. Schellerup var hendes pigenavn, og for os var det en smuk måde at føre hendes historie, værdier og varme videre på. Derfor bærer både vi og gården i dag hendes navn med stolthed.
Vi tog springet uden den fjerneste ide om at eje eller drive en gård. Og vi vidste endnu mindre om at drive et gårdhotel – som egentligt først kom på tale, da vi var flyttet til jylland.
Alle syntes at vi var vanvittige, da vi fortalte om vores planer. Men vi havde en drøm, og vi havde modet til at forfølge den.
I dag er gården blevet rammen om det liv, der startede som en drøm. Ro, nærvær og et liv på tæt på naturen.
Her er ingen dage ens. Jeg, Benjamin, gik fra et liv som kontormand i storbyen, hvor jeg arbejdede med prisvindende kampagner og strategier og havde et drømmejob hos PlayStation, til i dag at leve et helt andet liv på landet.
Schellerup Gård er et fælles familieeventyr, men i det daglige er det mig, der står for driften. Charlotte er ligeledes en kæmpe del af min hverdag – for hun er min vigtigste sparringspartner. Til hverdag har hun dog også sit eget arbejdsliv ved siden af.
Så når du besøger os, sender en mail eller deltager i et arrangement, er det som regel mig, du møder. Jeg er ham, der gør rent, slår græs, bygger, maler, reparerer, udvikler nye projekter, laver regnskab, tænder op i saunaen, afholder events og byder gæster velkommen. Fra vært, håndværker og gusmester til rådgiver, coach og alt det imellem – der er efterhånden kommet mange kasketter på hylden… og det er magisk!
Jeg fejler stadig. Ofte faktisk. Men forskellen er, at jeg fejler i noget, jeg elsker. Det kan være hårdt arbejde til tider, men ingen af os ville bytte det for noget i verden (tror vi heller ikke dyrene ville).
For os handler succes ikke om titler eller prestige. Det handler om glæde. Om at stå op om morgenen og glæde sig til dagen. Om at skabe et liv, der føles rigtigt.
Vi elsker det liv, vi har skabt her. Vi elsker gården, naturen omkring os, fællesskabet, vores dyr og ikke mindst hinanden.
Vores ældste datter, Sif, er opkaldt efter Thor’s hustru fra den nordiske mytologi. Hun er nysgerrig, fantasifuld og fuld af liv, med et stort hjerte og en naturlig interesse for mennesker. Vores yngste datter, Lily, er familiens lille charmetrold med æblekinder, glimt i øjet og en energi, der kan få selv de mest aktive til at trække vejret en ekstra gang. Hun udforsker verden med stor entusiasme og er altid klar på næste eventyr.
Familien tæller også vores hund Sander og vores katte Karla, Walther, Hugo og Rita.
Sander er en australsk hyrdehund med et hjerte, der er mindst lige så stort som hans energi. Han kan godt komme galoperende i fuld fart for at sige hej, men bag den lidt klodsede og livlige facade gemmer der sig verdens kærligste hund, som elsker både børn, dyr og gæster.
I dag er Schellerup Gård meget mere end et sted – det er vores liv og hjem, som vi har åbnet op for. Det er kulminationen på en drøm, vi turde følge. Et sted hvor vi hver dag skaber minder, møder mennesker, hjælper mennesker og bygger videre på det liv, vi engang kun turde forestille os.
Vores mantra har fulgt os hele vejen:
“Jeg drømmer med øjnene åbne.”
For os er drømme nemlig ikke noget, man venter på. Det er noget, man lever…
Schellerup Gård
Ring til os på